Norsk statsborger, finsk mor, dansk kone fra Bornholm, svensk studentereksamen, bosiddende i Danmark...Forvirret?! Hvis du vil vide mere, så læs videre...
Mine første 15 år tilbragte jeg i Lillehammer, der begge mine forældre arbejdede på Skogli Helse og Rehabiliterinssenter. Barndommen i Norge var blandt andet hvide vintre, fra oktober til april, langrend, skihop, lyse sommernætter, fodbold på Peps stadion (et stykke græsplæne lige nedenfor vores hus, som vidstnok stadigvæk bærer dette navn...)sommerferie-ture til bedstemor og bedstefar i Finland, og masser af gåture i nabolaget, på fjellet, i bærskoven sammen med mamma, pappa og lillesøster Katja.
Da jeg var 15 år, så fandt mine forældre ud af, at de ville prøve noget nyt - de ville flytte til Sverige! Mine norske venner troede at vi var blevet tossede, de ærligt talt at svenskere var mindre intelligente. Men der gik det op for mig, at også nordmænd kan tage fejl... Vi blev overvældet af den venlighed og gæstfrihed vi mødte af vores nye svenske naboer - på Nyhyttan, en lille flekke, ude på landet i Västmanland.
Da jeg lige var gået ud af niende klasse, så besluttede jeg mig for at arbejde et år. Og det gjorde jeg i "matsalen" på Nyhyttan Hälso och Rehabiliterinscenter (som desværre ikke ekisterer længere), der min far var chef og min mor var kok.
Nyhyttan var et fantastisk fristed, midt ude i naturen, og jeg mindes det som om jeg altid spillede spillede tennis til klokken 23.30 om sommeren, for derefter at hoppe i søen "Björken", et par hundrede meter fra vores hus.
Mine gymnasieår tilbragte jeg på Ekebyholmsskolan, Adventiskirkens egen skole i Sverige. Her fik jeg min svenske identitet. Fra at være nordmand, med hjærte og sjæl, blev jeg stille og rolig "forvandlet" til en svensker. Jeg tænkte på svensk, formulerede mig bedst på svensk, og talte som en svensker. Mange af de venner jeg fik den gang, er stadigvæk nogle af mine bedste venner nu.
Den svenske studenterhue fik jeg på mit hoved juni 1989, men allerede i september flyttede jeg teltpælerne til Danmark, da jeg var kommet ind på Skodsborg Fysioterapiskole. Her levede nærmest i isolation de næste par år, da jeg meget seriøst gik ind for mine studier, men isolationen blev brudt, da jeg i slutningen af 1990 mødte Jane, den mørke bornholsmke skønhed. Allerede den første dag vi begyndte at komme sammen, en gang i starten af 1991 - "bestemte" vi vores bryllupsdag...Vi kikkede på kalenderen, regnede ud hvornår vi begge ville være færdige med vores studier, som henholdsvis fysioterapeut og sygeplejerske, og så fandt vi søndag den 20.juni 1993. Og det holdt stik. Lige præcis denne dag blev vi gift, i Adventkirken i Tejn.
Jeg giftede mig til en fiskerfamilie på Bornholm. Ansgar, min svigerfar havde fiskerkutteren "Polarbjørn", sammen med sin yngste søn, Arne - og Janes ældste bror var fysioterapeut, lige som jeg - Terje. Janes nevøer og niecer, Akim, Annika, Christian og Rebekka - blev hurtigt mine "legebørn"...
I 1994 blev verden for alvor forandret, da vi fik vores første søn - Christoffer. Et par år senere kom Kasper, og til sidst kom Karoline til verden. Nogle helt fantastiske børn (hvem mener vel ikke det, om sine egne børn...:-)), som stadigvæk hygger sig godt sammen, og i løbet af årene har vi haft mange lange ferierejser, til Sydeuropa, Nordnorge, Sydafrika etc. Og hver gang er de bare de bedste kammerater. Det er vi taknemlige for...
Jeg har altså boet i Danmark siden 1989, og derfor i længere tid end jeg har boet i Norge. Men det er mærkeligt, alligevel. Mit hjerte (og pas) er stadigvæk NORSK...
Min familie har dog fået lidt svensk blod, efter det svenske eventyr. Katja - min lillesøster, blev gift med en ægte svensker, Erik Johansson. Og derfor kan jeg få rig lejlighed til at skifte mellem norsk, dansk - og svensk - når vi er på familiebesøg i Norge...
