Jeg er født og vokset op som kristen, og jeg vælger at skrive om det på min hjemmeside, da det har en stor betydning for den måde jeg lever på, og de holdninger jeg har, samt hvilke fremtidsdrømme jeg har.

 

Jeg er noget så mærkeligt som en syvendedagsadventist...Hvis du vil vide mere om hvorfor jeg har valgt at være det, så læs videre...

Jeg tror på at Gud har skabt verden på syv bogstavelige dage, og at han skabte verden helt perfekt. Alt var godt, ingen problemer, ingen smerte, ingen sorg - det var paradis. Gud skabte også mennesket, og han gav mennesket en fri vilje. Gud er kærlighed, og ægte kærlighed kan ikke tvinge nogen til at elske. Tvungen kærlighed kaldes med et andet ord for voldtægt...Gud gav mennesket mulighed for at vælge ham til, eller fra. Og mennesket valgte ham fra. Tragisk nok, men det var konsekvensen af Eva og Adams valg, da de valgte at lytte til slangen, i stedet for hvad Gud havde sagt. Du kan læse mere af den kendte historie om Eva, æblet og slangen i 1.Mosebog i Bibelen.

 

Slangen, ja. Det var ikke Hr. Hvemsomhelst. Slangen var Satan, Djævelen, den Onde. I følge Bibelen var Djævelen også et skabt væsen, en kerub, en engel, som var perfekt, og med en fri vilje. Men af en eller anden utrolig grund begyndte denne engel at stille spørgsmål til Guds auktoritet. Han ville selv være Gud, og stille og roligt fik han vendt stemningen blandt himlens engle - med det resultat at 1/3 af englene fulgte denne oprørske engel, som hed Lucifer - men som nu er Satan. Satan røg ud af himlen, sammen med sine engle - og efter det har jorden været i en konstant kamp. Kampen mellem det gode og det onde.

 

Da Gud er skaber, og er den eneste der kan skabe liv (forskerne har prøvet på at skabe liv af død materie, men lige meget hvor langt menneskene er kommet teknologisk, så er det endnu ikke lykkedes for dem at skabe liv...) så er konsekvensen af at vælge ham fra den samme som hvis du skulle ligge på hospitalet og være afhængig af en respirator. Hvis nogen cuttede forbindelsen til respiratoren, så ville konsekvensen være at du efter et stykke tid ikke kunne få luft, og du ville dø. Som Bibelen siger det: Syndens løn er død....!

Og det gælder desværre alle mennesker! Alle mennesker vil før eller senere dø! Hvor tragisk! Kan det virkelig være meningen at man skal leve på denne jord i 80-90 år, og så er det slut. For altid...

Nej - fordi Gud er som sagt kærlighed. Han elsker de mennesker han har skabt. Og derfor har han sat en storstilet redningsaktion i gang. Gud bestemte sig nemlig for at tage ansvar for sit skaberværk, at betale prisen, at tage straffen på sig. Konsekvensen af menneskets valg var altså død - og Gud valgte at dø, for at betale prisen for menneskets dumhed. Og det gjorde han i form af sin søn, Jesus - som kom ned til Jorden, et lille støvfnug i et kæmpe universum, som et barn. Han voksede op som et menneske, og levede som et menneske, men dog i total afhængighed af sin far, Gud i himmelen. Han levede som et menneske, dels for at vise at et menneske kan leve uden at fejle, hvis det er i total afhængighed af sin far i himmelen. Men han blev også menneske for at kunne betale straffen for synd - død. Gud kan pr. definition ikke dø, og derfor måtte han blive menneske.

 

Satan, som hader Gud overalt, øjnede en chanse at komme af med Jesus for evigt - han sørgede for, via de mennesker han fik lov til at kontrollere, at få Jesus dræbt på et kors. Han troede han havde vundet - men indså ikke, at resten af universet kunne se konsekvenserne af hvad resultatet ville være hvis han fik herredømme - død og ødelæggelse. Jesus betalte altså straffen, døden. Men han stod op igen - og lever idag for at give mennesker en chance til at få evigt liv. Han har nemlig selv sagt, at hvis jeg tror på Ham, tror på at han har betalt straffen for mig - så vil han give mig et evigt liv. Tænk - i stedet for at leve sølle 80 år her på denne elendige jord, så har han lovet mig et liv i perfekte omgivelser, for altid!

 

Jesu død på korset betyder at alle mennesker har mulighed for få evigt liv. Han døde for alle, lige meget hvor meget skidt og ragelse de har rodet sig ud i. Selv for Hitler, Kejser Nero, Stalin, Hannibal the Cannibal - you name it.... Han døde for alle!

Men han gav os en fri vilje! Han vil ikke tvinge nogen til at tro på ham, eller følge ham. Derfor er det kun dem der SELV vælger at tro på hans offer som kan få glæde af det. Gud vil nemlig ikke at det skal ske igen. At synden skal styre den nye jord. Og derfor er han nødt til at udrydde synden. Men først når alle mennesker har taget stilling til hvad de vil. Vil de tro på Jesus, på hans stedfortrædende død på korset - eller vil de tro på sig selv, at de selv kan klare skærene - eller er de bare ligeglade...?

 

I virkeligheden er det jo faktisk ret enkelt... Du kan vælge at tro på Jesus, og at hans død giver dig ret til at få evigt liv. Eller du kan lade være; med det resultat, at det eneste du opnår er et mer eller mindre fedt liv her på jorden i nogle få år. Og så er det slut.

Men hvis du virkelig tror at det er sandt, så har Gud lovet dig at du allerede nu, i dette liv, kan få glæde af hvad han kan udrette. Han vil nemlig - hvis du ellers giver ham lov - give dig kraft til at sætte dig fri. Hvis du har problemer med ting du slider med, men som du gerne vil ud af - så kan og VIL han hjælpe dig. Læs mere om hvad jeg selv har oplevet i næste afsnit.

 
Lav din egen hjemmeside med mono.net